Martinus: Påske
Martinus levede i Danmark fra 1990 - 1981.
Martinus havde tæt kontakt til Kristus og fra barndommen indtil han som 30 årig i 1920 opnåede
kosmisk bevidsthed/kristus-bevidsthed (læs evt. mere om dette her) spurgte han i tvivlstilfælde altid, hvad Kristus ville have gjort.
Omkring 1942 så han med sit åndelige syn påskens
begivenheder, korsfæstelsen og opstandelsen.
Læs herunder et uddrag fra bogen
Påske
af Martinus
"Vi vil nu - ikke med det fysiske syn, men med åndens øjne - se ned gennem to årtusinder.
Vi vil trække Golgathabegivenheden nærmere, således at de afgørende Detailler i verdensgenløserens psyke eller mentalitet kommer mere frem i lyset.
Vi vil, uden hensyn til hvad "der står skrevet", placere Jesu udødelige sætninger på deres rette plads, nemlig midt i kulminationen af de mørke tilstande eller lidelser, for hvilke de skulle være lægemiddel, og derved føre dem frem til deres retmæssige relief, deres retmæssige lysværdi....."
"Nærværende bogs opgave er derfor ikke at påvise, om de bibelske traditioner eller overleveringer er korrekte eller ukorrekte....."
uddrag fra kap. 5 af
Martinus:
Påske
(se nedenfor)
-----
3. KAPITEL
Jesu mission.
Jesus af Nazaret blev altså den verdensgenløser, der skulle få lov til at blive Jordens største udøver af Den Hellige Ånd i rent fysisk handlemåde. Dette betyder naturligvis ikke, at"Kristi genkomst", hvilket vil sige senere verdensgenløsere vil blive af en mindre dybde eller natur, men Kristusmissionen eller verdensgenløsningen har, som jeg senere i nærværende bog skal komme tilbage til, i vore dage en ganske anden opgave at udløse end i hine dage, da Den Hellige Ånds fakkel på ny skulle tændes i Jordens zoner.
Nazaræerens verdensgenløsning bestod størst udstrækning i at være den model, hvorefter det jordiske menneskes fysiske omskabelse til "gudemenneske" kunne fuldføres.
Dette vil igen sige, at der igennem nævnte væsen blev vist, hvorledes ethvert jordisk menneske må vænne sig til at tage sin skæbne, eller med hvilken holdning det må møde de for samme væsen her på ]orden forekommende situationer, som fremtræder under begreberne: "fjendskab", "uret", "lidelse", "sorg" og "modgang", for gennem disse realiteter at blive udviklet til at overvinde dødens gru, blive herre over livet og derved opstå i en guddommelig overjordisk forklarelse.
Den nævnte verdensgenløsers mission var således ikke blot og bar teoretisk undervisning, men også med sit eget liv, sin egen tilværelsesmåde at give en praktisk fysisk demonstration af denne for det jordiske menneske så nødvendige væremåde og dens virkninger.
Og da det jordiske menneskes tilegnelse af denne væremåde i sit daglige praktiske liv udelukkende er basis for samme væsens omskabelse fra dyr til menneske, fra primitiv til en forklaret tilværelse, fra naivitet til højeste viden, er samme væremåde således absolut udelukkende det jordiske menneskes frelse fra mørket, dets frigørelse fra lidelserne, dets adgang til oplevelse af udødelighed og dets væren "eet med Faderen".
At tro, at Nazaræerens væremåde var for at formilde en vred Gud, var for at fritage menneskene for ansvaret af deres "synder" eller "forbrydelser", at tro, at ødelæggelsen af Jesu legeme og udgydelsen af hans blod var en behagelighed, var en nydelse og dermed et uafviseligt forlangende eller begær af en Guddom, er en ide, der kun kan være udrunden af en hedensk tankegang, af naivitet, af uvidenhed, rent bortset fra, at den jo i betænkelig grad minder om perversitet, sadisme.
At millioner af mennesker ikke desto mindre i århundreder har levet i troen på en sådan Gud, skyldes suggestionens magt og uvidenhed om ideens virkelige analyse.
Og det er åbenlyst, at en sådan ide havde langt lettere ved at finde Vej ind i en primitiv og barbarisk bevidsthed end den virkelige verdensfrelsende ide: "Stik dit sværd i skeden, thi hver den, som ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd", eller "Vend den højre kind til, når du bliver slået på den venstre".
Nævnte ide måtte jo for hævnens undersåtter eller dyrkere se ud som fuldkommen tåbelighed, vanvid. Og det er klart, at den førstnævnte ide om den vrede, hævnlystne Gud, der absolut måtte formildes i det mindste med eet væsens lemlæstelse, ødelæggelse eller blodsudgydelse, ikke var nær så stor en kontrast til det primitive menneskes opfattelse af logik, som ideen om at elske dem, af hvem man bliver forfulgt.
Og århundreder måtte der hengå, og store strømme af Blod måtte der endnu flyde på religionens alter, inden verdens øjne, intelligens eller fornuft begyndte at rette sig ind på nazaræerens virkelige Gud, kærlighedens Gud.
Århundreder igennem måtte verdensgenløseren Jesus endnu lade sig korsfæste gennem det i hans egen kirke og i hans navn på grund af overtroen oprettede og beskyttede hedenskab:
"Kætterbål", "heksebrænderi", ,"religionstvang", "dogmer" og "intolerance", før dette kunne begynde at degenerere, skabe tvivl og opløses.
© Martinus Institut 1981
Læs videre
Læs hele bogen online:
Martinus:
eller fra Saxo.com