Denne glans var som en sol, men ikke brændende. Det var mere sandsynligt, at det var en koncentration af samme lyskvalitet, der var overalt.
The lamb and the lion
af Glenda Green
Se nederst
Lad der blive Lys
Stråleglansen var intens. Den fyldte rummet så fuldstændigt, at alle skygger forsvandt.
Idet jeg kiggede opad, bemærkede jeg at lysekronen var slukket. Det var ikke overraskende, for jeg følte, at der ikke var noget kunstigt ved den bløde hvide udstråling, der omsluttede alt som en sky, der daler ned fra himlen.
Hele huset besad en stilhed som nyfalden sne. Gennem det stille, pietetsfulde lokale strømmede der sølvagtige tråde af lys, energiske krusninger og pulserende luft, der blev udvidet som af en flamme.
Krusningerne, der flød i alle retninger, tog deres kilde fra et sted af hyperluminescens, der næsten blændede.
Dens særlige glans skyldtes dens blændende lysstyrke og mønstrene af sølv og guld, der var snoet med opaliserende hvidt og funklen af lavendel, blå og rosa.
Jeg kunne kun se mod centrum et sekund, inden lyset fik øjnene til at fyldes med tårer.
Forbløffet var jeg nødt til at se væk og i dette øjeblik hørte jeg lyde omdannes til sprogets mønster og kadence, selv om det ikke var noget sprog, jeg havde hørt før.
Da "ordene" formede en mening i mit sind, var budskabet "Vær hilset Glenda".
I dette Nærvær var der en ubeskrivelig Hellighed.
Hvis lys kunne synge, ville det have messet himmelske lyde.
Hvis lys var duftende, ville det have udsondret uskylden fra højtliggende bjergluft.
Jeg vendte mig om for at se igen, men udstrålingen var simpelthen overvældende.
Idet jeg lukkede mine øjne, beskyttede jeg mig mod denne strålen og græd samtidig.
Ikke så snart var jeg undsluppet ind i mig selv, før dette Hellige Nærvær skød en stråle af energi fra sig selv til et punkt mellem mine øjenbryn.
Der var en følelse af trykken, som fik mig til at åbne mine øjne og verificere. Det jeg så var en strøm af energi, der strømmede ind.
2
Idet jeg vendte tilbage til velværet i min indre vision, så jeg at et indre billede blev ætset ind i hukommelsen. Det tog cirka fem sekunder, før gengivelsen var gennemført. Synet syntes at blive implanteret i den optiske del af min hjerne.
Det var uforanderligt og ville være tilgængeligt, hvornår jeg end valgte det. Tryllebunden af dets skønhed, betragtede jeg i henrykkelse den indre vision af Jesu Kristus, som var fuldstændig, tredimensionel og holografisk.
Majestætisk stod han på en bakketop med udsigt over en grøn floddal, knejsende over græssende får, mens en bølgende sky i horisonten formede omridset af en løve.
Jeg kunne ikke have bedt om et mere levende eller realistisk billede, hvorfra man kunne male. Det var det næstbedste i forhold til at have Jesus selv til stede.
Interessant nok så det dog ikke ud, som mine forudfattede meninger ville have forestillet sig,
Betinget af hvad de fleste vestlige kristne er af semitiske stereotyper, var jeg overrasket over at se på dybe grøn-blå øjne indrammet af gyldenbrunt hår.
Da min opmærksomhed igen blevet rettet mod den ydre verden, fandt jeg ud af, at det strålende Nærvær var væk og virkeligheden var i overensstemmelse med de normale forventninger.
Ikke desto mindre vidste jeg, at noget ved mig aldrig ville være det samme igen.
Denne intuition viste sig at være sand, for alt ændrede sig i mit liv efter det hellige øjeblik.
Det strålende lys ville for evigt blive ætset på min sjæl eller måske forenet med mit hjerte i et enkelt vedvarende slag.
Inden i mig var en lysstråle nu blevet vækket, som ville blive døren til stærkt udvidet bevidsthed og liv.
Der skulle gå 40 dage, før jeg ville være sikker nok på hensigten af dette møde til faktisk at begynde på maleriet.
Hver morgen forsøgte jeg ivrigt at genoplive min bevidste inddragelse i visionen gennem ærbødig taksigelse og meditation.
Jeg ville studere hver en nuance og inhalere det i mit væsen som livets ånde.
Som dagene gik blev visionen mere fuldstændig og Jesus' tilstedeværelse blev mere levende.
Dette alene adskilte det fra mine tidligere oplevelser med visuelle inspirationer eller drømme, der sædvanligvis mindskedes ved gentagen erindren.
Først var følelsen som at at kigge igennem et klart vindue og hilse på en ven, der så tilbage udefra.
De smukke øjne, der lagde beslag på min hengivenhed, ville til sidst opløse glas-grænsen mellem os og magnetisk drage mig ind i hans verden.
Da dette skete var hans nærvær tilsvarende mere dragende og dynamisk.
3
Det syntes, som om jeg var trådt ind i verden af følelsesmæssig rigdom så tydelig og fuldstændig som en episk drøm, men "drømmen" var af en mere vågen tilstand end jeg nogensinde tidligere havde kendt.
Dage mellem den 23. november og den 1. januar var frugtbare dage med kreativ forberedelse, udforskninger af personlig virkelighed og intellektuel overvejelse, som pludselig havde taget et kvantespring ind i de kosmiske og uendelige rigers sandsynlighed.
Det er interessant, hvordan jeg husker mine år på universitetets fakulteter. Som lærer af middelalderlig kristen kunst var jeg bekendt med mange nedskrevne og ofte illustrerede, paranormale visioner af Jesus eller Maria.
I betragtning af et klosterliv med vidtstakt modgang og tvang, der normalt ledsagede disse hellige visitationer, følte jeg først nogen bekymring for mit eget velbefindende.
Men et strålende helbred fordrev snart denne frygt og en større fascination vendte mig mod et andet spektrum af min akademiske baggrund - studiet af lys og fysik.
I alt dette havde jeg fået den sjældne mulighed af at have en mystisk oplevelse, dybt levende for alle sanser, på et tidspunkt i historien, hvor der foreligger tilstrækkelig information om universet til at tilbyde indsigt og broer for at forene det "normale" med det "paranormale."
Navnet Pribram* mindede mig om hans betydelige forskning om de holografiske funktioner i den menneskelige hjerne.
Det var allerede blevet påvist af andre, at i "at se" svarede den visuelle cortex ikke på mønstre af lys, mørke og farve, men af frekvenser af forskellige bølgeformer - ved hjælp af samme matematik som holografi for at omdanne disse bølgeformer til skelnelige billeder efter de trådte ind i vores sanser.
Pribram var gået et skridt videre for at bære denne teori til sin logiske konklusion og foreslog, at objektiv virkelighed - den materielle, strukturelle ting-verden måske ikke engang eksisterer på den måde, vi opfatter den at være.
"Det er ikke det, at tilsynekomsternes verden er forkert ... Det er, at hvis man trænger igennem og ser på universet med et holografisk system, kommer man til et andet syn, en anden virkelighed.
Og den anden virkelighed kan forklare ting, der hidtil var forblevet videnskabeligt uforklarligt: Paranormale fænomener, synkroniteter og det tilsyneladende meningsfulde tilfælde af hændelser.
"Som supplement til teorierne om en holografisk hjerne var der David Böhms** endnu mere forbløffende påstand om, at al håndgribelig virkelighed var et slags hologram, hvor en del af det hele ikke blot kunne findes inden for et stort og primært niveau af virkeligheden, men også kunne gentages uendeligt fra dette.
4
Disse var fantastiske ideer at overveje og aldrig før havde de været relevante for en egentlig oplevelse. Fyldigheden af denne relevans ville blive bekræftet i fremtidige begivenheder.
I mellemtiden var der langvarige personlige forbehold og stille angst om det hellige emne, jeg ville præsentere for verden - hvis min kunstneriske indsats faktisk var vellykket.
Ordet "hvis" svævede stadig gennem min bevidsthed til tider og jeg ville søge bekræftelse i hver en samtale og udflugt til den ydre verden.
Jeg delte visionen og dens detaljer med grønne enge og får med min mand. Han reagerede med et forslag, der viste sig at have både en overbevisende og "grundende" virkning.
Han foreslog, at jeg fik et direkte møde med levende får og måske skitsere eller fotografere et lam for at skabe et mere håndgribeligt referencepunkt for maleriet.
Efter at have forespurgt alle fårefarme i tre amter blev vi modløse over vores opdagelse, at slutningen af november var en usandsynlig årstid for lam.
Uforknytte besluttede vi dog at besøge min hjembys dyrskue om lørdagen.
Fra begyndelsen af morgenstunden, med kameraet i hånd, var vi ude at søge efter lam. Hvis jeg i det mindste kunne holde et lam og få et souvenir-foto, ville der have været nogen fremskridt.
Ved ankomsten foretog vi et hurtigt strejftog til husdyrområdet, for kun at blive mødt af yderligere skuffelse.
Der havde været to lam, som allerede var blevet solgt klokken 8.30 den morgen. Idet jeg følte mig uden held og hjælp fra det himmelske, var jeg rede til at tage hjem.
Så ud af øjenkrogen, ned ad en anden mindre vej, øjnede jeg en pjusket flok med blandede racer, der blev vogtet af en gråsprængt gammel omrejsende sælger.
Det var et uimponerende udvalg af snavsede, klumpede, uldbærende væsner.
Endnu en gang begyndte jeg at vende mig væk, da et mousserende hvidt uldendt får pludselig skilte sig ud fra flokken og gik hen mod mig.
Jeg havde aldrig tidligere set noget som hendes korte "uberørte" uld, lange hals og royale ansigt.
Hendes statelige udseende blev kun forstærket af hendes åbenlyse graviditet.
Spontant gav jeg hende navnet Mary efter børnrimet*. For hendes uld var "hvid som sne."
Vi blev knyttet til hinanden i løbet af få minutter, og trangen til at adoptere hende overvældede mig.
Jeg begrundede det hurtigt med, at der snart ville være et lam, og derfor ville jeg ved at købe Mary få dem begge til rådighed for studeren.
Den større tilfældighed var, at vores restaurerede farm var zonet til landbrug, selv om det var beliggende i byen.
Der var vi, to nybegynder-byhyrder, der læssede Mary ind på bagsædet af vores Cadillac.
5
Hun strålede stadig, selv uden for sit naturlige miljø, hvilket fik mig til at spørge forhandleren om hendes race.
"Hun er en muflon," svarede han, da jeg gav ham min check.
Det sagde mig intet og så uden yderligere samtale kørte vi væk.
Vi følte os lidt "fårede", som folk gloede og lo ad vores bagsædepassager. Men hvad vidste de?
For at aflede os fra forlegenheden, pludrede vi til Mary og lavede planer for hendes bolig.
Så dukkede spørgsmålet pludseligt op: "Hvad er en muflon?"
Navnet var noget bekendt, men pludselig stivnede jeg af ubehag. Måske var Mary en af de nye hybrider, der endnu ikke var på jorden, da Jesus gik her.
Efter at Mary var blevet anbragt i sit logi, tog jeg hen på biblioteket for at få mit spørgsmål besvaret.
Jeg fandt det jeg ledte efter meget hurtigt på siderne i et leksikon.
Forbløffet og vantro søgte jeg bekræftelse fra to andre kilder.
Muflon var anerkendt som den ældste race i Europa og anses for at være forfader til alle tamme arter. Desuden var den almindelig vogtet i Mellemøsten for 2000 år siden.
Jeg genlæste disse passager, indtil de var lagret i hukommelsen og med indre opstemthed overvejede jeg miraklet om hvor mange dele af puslespillet, der allerede skulle have været på plads for at en sådan fantastisk handling af perfektion kunne forekomme.
Bortset fra at rejse til Mellemøsten og lave byttehandel med en beduin, kunne jeg ikke have fået et mere egnet får til model for maleriet.
Oddsene ved at finde Mary i min hjemby var svimlende for fantasien.
Som barn havde jeg leget på selve den jord, hvor jeg fandt hende. Hvor længe spekulerede jeg, var dette maleri forpligtet af skæbnen?
Der var en ironi i det at finde Mary, idet jeg tog det som et tegn på større soliditet og sikkerhed, da det faktisk var et forspil til endnu større mirakler.
Den berømte kvantefysiker David Böhm** sagde engang: "Materie er frosset lys."
Hans kommentar kan indkapsle det ultimative paradoks i vores univers:
Det, der udfolder sig for os var helt sikkert en gang indfoldet fra designs og udstråling ud over vores forestillingsevne.
6
Desuden ville det give mig tid til at foretage nogle foreløbige beslutninger og forberede lærredet.
Det første jeg havde brug for at etablere var skalaen. Så jeg kastede min opmærksomhed på visionen og bad om vejledning fra Jesus.
Det var første gang, det var faldet mig ind at betragte visionen som et middel til dialog.
Svaret blev tydeligt givet mig i en telepatisk tilstand, selvom der ikke blev sagt nogen ord. Lærredet skulle være 48 tommer*.
Det var en rastløs december. Jeg følte mig som en væddeløbshest, der ventede på at porten skulle åbne.
Idet jeg forvissede mig ofte med indadvendt blik, forblev visionen krystalklar og syntes at tilkendegive, at en helt ny verden var ved at fødes.
Det var tydeligvis levende og jeg iagttog det forundret.
Det præsenterede og forstørrede så meget af hans livskraft, at hvad der begyndte som som kun et visuelt billede gav vidne til en følelse af at "Han var der!"
Dagene blev lange og anspændte, selv om følelsen af fællesskab mellem os var ved at sprænges af spænding og stilheden, som fyldte mine forventningers mellemrum, var rige på ord, der hidtil var talt.
Den 2. januar kom jeg ind i mit studie med en fred, der ledte til ængstelse ... en fred, som min krop kun kunne genkende som den hårrejsende og nært forestående skæbnes tilstedeværelse.
Selvom rummet ikke duftede af hellig røgelse, men af linolie og terpentin, havde den den subtile stemning som i et tempel.
Måske viste mine egne følelser karakteren af mine forventninger. Eller måske var der en åndens hellighed, som gik forud for min ankomst på den dag og havde forberedt et sted for "åbningslinjerne" for den skabelse der skulle komme.
Under alle omstændigheder var mine sanser klare og rene, som om jeg for nylig var blevet født til verden.
Værelset var fyldt med naturligt sollys, selv om det bibragte følelsen af et andet helligt lys, jeg tidligere havde oplevet.
Da jeg passerede gennem dets stråler, sænkedes min krops bevægelser sig til tidsrammer, der var sekunder lange og bevægede sig mod stilhed.
Jeg blev overvældet af øjeblikkets fredfyldte uundgåelighed - som om alt var stillet i bero i tid og rum.
Det føltes som om tusind øjne hvilede på mig og jeg søgte rummet indenfor og ude - for at opdage min "iagttager".
Stilheden blev kun brudt af en messende mjaven uden for studiedøren.
Gunnar, min smukke Himalaya-kat, ønskede at være med i, hvad der skete i studiet.
Jeg bevægede mig med lidt forbehold mod døren og åbnede den tøvende.
På en eller anden måde forventede jeg at se mere end Gunnar, men var temmelig lettet over at se, at det blot var "små blå øjne" der strålede mod mig.
7
Han pilede hurtigt ind, som for at foreslå, at timing og muligheder var afgørende for øjeblikket. Noget var ved at ske, som han ikke ville gå glip af.
Så ilede han over til en af de to hvide puder, jeg brugte til meditation og bøn.
Jeg vendte mig mod det store uberørte lærred monteret på mit staffeli, men jeg havde ikke den rigtige følelse til at begynde.
Så jeg sluttede mig til Gunnar på puderne og begyndte min daglige praksis med at anerkende kommunikering med Jesus ved at fokusere på lyspletten inden i, indtil visionen viste sig.
I dag ønskede jeg især at studere dets detaljer så tæt som muligt, for når jeg skiftede mit fokus udad mod lærredet, ville hele min opmærksomhed blive kastet ind i den kreative proces.
Pludselig forstyrrede et andet mjav fra Gunnar intensiteten af min meditation, da en blid vind fejede gennem rummet og strejfede mit ansigt.
Med en sikkerhed uden sidestykke i mit liv åbnede jeg mine øjne for at se Jesus stå foran mig og ragede op over min siddende stilling ved hans fødder.
Med langsom og respektfuld ærbødighed rejste jeg mig, indtog min plads i malerstolen og begyndte tegningen på lærredet.
Problemet med hvordan jeg kunne se visionen og maleriet på samme tid, var blevet løst, men ved hvilken majestætisk kraft eller mysterium kunne jeg ikke sige.
Der var ingen ord, men jeg kunne ikke holde op med at smile, da jeg begyndte at overføre hans tilstedeværelse på den rene hvide overflade.
Fra den dag og fremover ville han vise sig som i fuld levende virkelighed, tredimensionelt foran mig, hver gang jeg arbejdede ved mit staffeli.
Dag for dag var det mere end en vision. Han var der og vi ville blive et team for at skabe maleriet.
Det tog to eller tre dage at færdiggøre tegningen, så jeg begyndte ikke at male før den følgende uge.
Efter påføring af det første lag af maling forventede jeg at tage lidt tid fri.
Sådan er det med oliemaling, som har en lang tørretid. Det er et af de tidskrævende aspekter af mediet.
Heldigvis tørrer nogle af farverne lidt hurtigere end andre, så der er normalt en del af lærredet, der kan arbejdes på.
Ikke desto mindre er det typisk at vente mindst en dag.
Næste morgen gik jeg ind i studiet for at se på lærredet og alt var tørt. Absolut alt! Jeg var chokeret.
Jeg bruger aldrig tørrere eller fortyndere, fordi malingens beskaffenhed og levetid kan blive kompromitteret. Så hvordan skete det? Det var et mysterium for mig, men fakta var, at malingen altid tørrede i løbet af timer (ikke dage) i hele projektets varighed.
8
Bortset fra søndage udfoldede maleriet sig uden afbrydelse.
Timingen af det hele var fejlfri og alle mine behov blev leveret.
Et element som er typisk for de fleste kreative projekter er noget kunstnere kalder "jungle-tid". Det er processen med at gå vild i alle muligheder og problemer for at finde "svarene" gennem instinkt, opfindsomhed og kreativ ressourcefuldhed.
Jungle-tid er en del af fortryllelsen ved enhver kreativ stræben. For i den udforsker kunstneren sin unikhed og fremkommer derfra med en signaturisk beslutning.
For første gang i mit liv havde denne proces ingen tiltrækning eller relevans for mig.
Jeg var tilfreds med at fortsætte med at have hverken problemer eller forventning.
På trods af denne overgivelse var der imidlertid ingen følelse af at være en illustrator, fordi en højere form for skabelse konstant overraskede mig med sin egen dynamiske udfoldelse.
Den daglige forekomst af mirakler midt i almindelige procedurer tillod mig i sidste ende at udvikle et nyt mønster af forventning om livets muligheder.
Jeg begyndte at observere, at modstand, problemer og kompleksiteter i livet var direkte relateret til min tro på visse niveauer af vanskeligheder eller densiteter - inden for materie, energi, tid eller omstændigheder.
Jeg kom af mig selv til at observere, at menneskeheden er kommet ind i en verden, der er mere tæt og fuld af konflikt og modstand end nødvendigt, fordi vores overbevisninger, overensstemmelser og enighed har fået os til at forvente det.
Jeg kunne også konstatere, at når virkeligheden udvider eller hæver sig til større muligheder, følger et opfatteligt felt af lys denne overførsel og der er en følelse af usynlig illumination ud over det, som ikke kan ses.
Det er ingen ulykke, at vi forbinder udvidelser af bevidsthed med lys og vores vanskeligheder med mørket. Det var kun ved en lejlighed, at jeg oplevede tvivl om visionen, eller måske var det en subtil fornemmelse af de kommende ting.
Der er et egetræ til venstre for midten i maleriet. I visionen blev dens stamme splittet, og jeg spurgte Jesus om det. "Egetræet er ofte et symbol på styrke," påpegede jeg. "Er du sikker på, at du vil have den splittet?"
Han så på mig og accepterede min begrundelse, men var ikke enig i den.
Med stille myndighed vendte han spørgsmålet tilbage til mig: "Hvordan er det i visionen?"
"Det er splittet," svarede jeg.
"Så er det sådan det må være."
9
Det ville vare nogle måneder før jeg kunne kende og værdsætte den fulde konsekvens af hans svar.
Arbejdet fortsatte uden hindringer efter det.
Der var dog en opsigtsvækkende åbenbaring to uger før afslutningen.
Da jeg rejste mig for at forlade lokalet for min eftermiddags kaffepause, kiggede jeg tilbage for at tjekke mit arbejde som jeg altid gjorde. Denne gang så det tilbage, som for at se på mig!
Med holografisk projektion vendte hele maleriet sig mod mig. Jeg stoppede op og gispede og løb derefter tilbage til den anden side af maleriet.
Det fortsatte med at møde mig fra alle vinkler! (Tredimensionel gengivelse er en ekspertise inden for realistisk maleri, men der er forskel på holografisk projektion og tredimensionel illusion.
"Det betyder imidlertid ikke, at illusionerne vil springe ind foran lærredet med fulde kompositioner, der projicerer omgivende.
I holografisk projektion vil komplekse former regenerere og omformuleres i overensstemmelse med skiftende synsvinkler.)
Det var ret fænomenalt at se dette ske i maleriet.
Gunnar så på i rolig forbløffelse og spekulerede på, hvad det hele drejede sig om.
Jeg var kommet til at forvente mirakler til morgenmad, så hvad var et mere?
Ud over det fantastiske aspekt ved dette, er bekræftelsen det kaster på lysets mirakel eller måske den større implikation, at lyset er "zonen for mirakler".
Vi tænker normalt på lys som det lys solen giver. Men både fysikere og mystikere bekræfter, at der er et langt mere elementært fænomen end frigivelsen af fotoner fra forbrænding af materiel substans.
Synligt lys er kun en lille del af energispektret, og fotoner er et aspekt af alle dele af dette spektrum.
Gennem videnskabelige målinger kender vi til mange former for usynlig stråling. For eksempel kan radiobølger opfanges fra fjerne galakser og den kosmiske baggrundsstråling i hele universet kan meget vel være fossilt lys fra "Big Bang".
En mere sandsynlig forbindelse mellem fysik og mirakler, kan imidlertid findes i lysets "bølgefunktion" og hvad der sker mellem fotonpartikler.
Albert Einstein** afdækkede en fascinerende karakteristik af lyset, fordi det både er en bølge og en partikel.
Dette var en nødvendig sondring, fordi bølgefunktionen kan spredes ud i rummet som en sandsynlig spredning, men præcis hvor det er, kan ikke vides.
Kun når det udsender stråling, kan det lokaliseres.
I handlingsøjeblikket falder den samlede sandsynlighedsfordeling af bølgen sammen til et bestemt punkt. Denne to-deling af lyset afslører sig næsten som et hjerteslag.
10
Ikke alene det. Al tid og bevægelse ophører på det punkt, hvor enhver anden form for materie eller energi nærmer sig eller bliver lig med "lysets hastighed."
I denne tilstand elimineres alle grænser for modstand.
Det menes også, at lysets konstanthed giver et attraktions-felt, hvilket er fundamentalt for den energimæssige tyngdedannelse.
Hvis dette er sandt, så må vi formode, at der ikke findes noget, der ikke kunne skabes, genskabes, omdirigeres eller stoppes ved lysets hastighed.
Ikke blot lys - men også liv - er mere flydende end vores opfattelser normalt vil erkende.
Efterhånden som begivenhederne i vores liv nærmer sig og forsvinder, tilpasser rummet sig i overensstemmelse med behovene ved et givet formål og tiden er simpelthen en væv, der væver tråde af forbindelse og dimension.
Begivenheder ankommer. I et hjerteslag er de væk.
Lys kan meget vel være det instrument, hvorigennem ikke kun normale men også mirakuløse transformationer af tid, rum og materie sker - selvom deres årsager er Guddommelige!
Med Jesu ord:
"Jeg er vejen, sandheden og lyset."
Maleriet blev færdigt den 12. marts 1992.
På den dag var der så lidt tilbage at gøre, at jeg var ved at afpudse de sidste detaljer.
Der var et par strøg, jeg ønskede at føje til hans hår.
Det blæste i vinden og jeg ønskede at adskille hårene for at vise en lethed af luft, der passerer gennem dem.
Et efter et påførte jeg disse sidste strøg.
Da jeg så op, blev jeg forbløffet over at se visionen opløses i en sky af funklende lys.
Gnisten af lys, der havde været udløserpunktet for overførslen mellem vores verdener, opløstes nu i et lysfelt og blandedes med lyset omkring mig.
Idet jeg satte min pensel ned, smilede jeg. Smilet blev bredere, da jeg var ude af stand til at undertrykke den glæde, jeg følte.
Da jeg så visionen svinde, var jeg også vidne til en ny begyndelse.
Selvom det visuelle billede falmede, satte kærlighed og energi fra dets essens sig på lærredet.
Maleriet var færdigt, men dets liv var først lige begyndt.......
11
Min værdsættelse af denne velsignelse skete dog ikke uden først at gennemgå store udfordringer ad ukendte stier.
Ikke så snart gav det færdige maleri mig følelser af tilfredshed og tilstrækkelighed, før det kastede mig ud i det større ukendte.
Blot dage efter at maleriet var færdigt, sad jeg foran det og mindedes pietetsfuldt hans behagelige selskab, da en blanding af tårer og smil fyldte mit ansigt.
For det meste følte jeg forvirring og bekymring - gamle velkendte følelser, jeg ikke havde kendt til siden før besøget.
"Hvorfor? Til hvilket formål har dette været? "
Jeg savnede ham dybt, selv om hans kærlighed dvælede overalt som duften af den rene bjergluft.
Men inden for få dage blev mit hjerte igen fyldt med den beroligende resonans, som jeg genkendte som hans Tilstedeværelse.
En ny dimension i vores forhold var begyndt sammen med en ny og dybere måde at kommunikere på.
Selvom der ikke blev sagt nogen ord, kunne mine spørgsmål nu besvares. Jeg følte ham sige med umiskendelig klarhed:
"Giv det til mit folk."
Han havde svaret på mit spørgsmål, men uden spor af, hvordan jeg skulle fortsætte.
Desuden var hans anmodning lettere sagt end gjort.
Hans folk er overalt! De forekommer i enhver farve, nationalitet og kultur. Inden for det kristne samfund er der utallige trosretninger og hundredvis af kirkelige kirkesamfund.
Mange af hans mest hengivne elever og disciple deltager ikke i nogen religiøse tjenester overhovedet. Og langt ud over grænserne for det, vi kalder kristendommen, har hans lære en indflydelse rundt om i verden.
Hvor skulle jeg begynde?
Det indlysende svar var overalt.
Med simpel, smitsom entusiasme begyndte ordet at spredes. Snart ville fremmede fra hele landet komme til døren, uanmeldt og bede om at se maleriet af Jesus!
Det er svimlende at forestille sig, hvor mange barrierer der falder og hvor mange hæmninger, der skulle fjernes for at sådan noget skulle ske.
Mennesker blev et levende mirakel, når de søgte og oplevede hans tilstedeværelse gennem denne visuelle præsentation.
Efterhånden som besøgende bragte deres fascinerende beretninger med tilbage, begyndte invitationer at strømme ind om offentlige fremmøder.
Når vi nåede langt ud over kirkens dominans, tog vi til, hvor vi blev kaldet.
Mennesker af enhver alder, tro og farve ville komme for at beskue, bede, meditere eller stille modtage Jesus' velsignelser gennem hans portræt.
12
Hvad de symbolske aspekter af maleriet betyder, kan jeg ikke sige, da de hverken var min bevidstheds opfindelse eller resultatet af min egen hensigt.
For mange mennesker er elementerne i maleriet blevet en katalysator for personlige beskeder og heling. Der er en lignende fluiditet ved karakteren af hans udseende.
Som et kalejdoskop ser det ud til at indeholde et utal af udtryk, ansigtsformer og personlige kvaliteter.
Jeg nyder at overveje muligheden for, at denne skildring er bygget på et universelt blåtryk, der indeholder mange flere muligheder og tilpasninger end det er umiddelbart indlysende.
Den mest relevante forklaring på dette fænomen ligger sandsynligvis inden for et mirakels anatomi.
Til sidst kom jeg til at indse, at mirakler kun er drivkraften, når kærlighed og liv skubber sig gennem illusionens slør, der har holdt dem tilbage.
Udrustet med kærlighedens kraft og drevet frem mod vækst er livet den skabende kraft.
Det ville trodse at blive spændt for noget endnu mere end havets mægtigt kræfter.
Hvis man fokuserer på kærlighedens indflydelse og dets evne til at bringe mirakler i væren, bliver mirakler en forventet del af livet.
Hvis man fokuserer på de strukturer, der fornægter kærlighedens og livets større kraft, så kan et latent mirakel pludselig bryde ud og ofte med en bittersød smag.
....Så vant er vi til at smile i lyset af et mirakel, at vi ofte ikke overvejer, at det kunne have været indledt af elementer af fare eller traume. Oftere er en dybere forståelse af denne sandhed kun mulig, når man er i fred med livets holistiske natur.
Selvtilfredshed, reservation og konservatisme er ikke ord, der springer i tankerne, når jeg tænker på livets kraft eller Jesu evne til at lede det!
I de dage med opdagelse og vækst efter maleriets færdiggørelse fortsatte mit forhold til ham - og med livet - at dukke frem med transformerende nåde.
Som tulipaner, der skubber sig gennem jorden om foråret, bragte hver dag større opnåelser af sandhed mere integration med livet og mere anvendeligt til det.
Der er måske ikke noget mere flygtigt end det mirakuløse, det særlige område med højere formål, som forbinder vores liv med en gylden tråd.
Sjældent forventer vi de mirakler, der ændrer vores liv, for de indtræffer ofte som de mest vidunderlige overraskelser.
Det er nemt for mig nu at kaste et blik bagud efter spor af mirakler, som Jesus efterlod gennem sit maleri og mærke den rolige glæde, som sådanne minder giver.
Et mirakels fødsel er imidlertid ofte så smertefuldt som et barns fødsel, for nyt liv skal rive sløret af den eksisterende struktur, hvis den vil erklære sin tilstedeværelse.
*Tomme (1 inch = 2,54 cm). 48 tommer = o. 122 cm.
13
I sommeren 1992 fik jeg yderligere instruktion i denne tankegang.
Hvad jeg ville have givet for et højere niveau af forståelse om morgenen den 20. juli!
Jeg kunne have nydt min morgenmad med fredelig forventning i stedet for at dvæle i en tilstand af frossen turbulens, bedøvet af en forfærdelig overraskelse, der ikke gav noget løfte om en løsning.
Lidet vidste jeg, at jeg led under smerterne ved et fødselsmirakel - det mest betydningsfulde for mig siden den mirakuløse saga begyndte.
Det fulgte efter en ødelæggende begivenhed dagen før.
19. juli 1992 begyndte som en typisk søndag. Maleriet ville blive vist og jeg ville tale.
Denne gang rejste vi til St. Francis of Assisi Episcopal Church i Willow Park, Texas.
Fader Hermann, præsten, havde hørt om "The Lamb and the Lion" og bad mig om at præsentere det for sin menighed og fortælle historien om, hvordan det var fremkommet.
Fader Hermann og flere af sognebørnene ventede på vores ankomst og hjalp med at opstille maleriet i forsamlingshallen.
Så snart vi havde opstillet det, skete tragedien - en projektør faldt ned fra et højt stativ og styrtede ned i lærredet!
Flere mennesker så hjælpeløst til, da lyset faldt ned på gulvet.
En kvinde, Judy Huber, dykkede mod gulvet for at aflede det tunge armaturs bane, men hun nåede det ikke i tide.
Projektøren styrtede ned i venstre side af maleriet og landede lige i det gamle egetræs kløvede stamme.
Da jeg løftede maleriet og satte det tilbage på staffeliet, observerede alle tilstedeværende omfanget af dets skade:
En 4 tommers fordybning i lærredet med en 1 tommes flænge i centrum.
Jeg trykkede min finger helt gennem snittet!
Som kunsthistoriker og tidligere museumsmedarbejder vidste jeg, hvilke muligheder der var for at reparere et maleri, der var beskadiget i den grad.
Fordybningen ville altid stikke ud, og selvom flængen kunne lappes og males, ville dens tilstedeværelse stadig være synligt for alle, der kiggede efter det.
Desværre er der ikke meget forskel på et revet lærred og Humpty Dumpty*.
Man kan sætte stykkerne sammen, men de bliver aldrig hele igen.
Hvor kommer styrken fra til at fortsætte, når alt indeni siger "stop!"?
Heldigvis er der flere dimensioner i vores styrke end vi normalt bruger og den søndag opdagede jeg mine ekstra reserver.
Maleriet ville være langt nok væk fra menigheden, til at jeg ikke behøvedes at diskutere tragedien med nogen, der ikke allerede vidste om det.
Med rystende hænder og lavt åndedrag begyndte jeg at tale.
Jeg var planlagt til en morgenpræsentation før gudstjenesten og derefter en eftermiddagsdiskussion med åbent hus.
14
Heldigvis er en af velsignelserne efter et chok, den bedøvelse det bringer.
Da dagen var forbi, blev maleriet omhyggeligt placeret i sin kasse, sikkert indpakket for at undgå yderligere skader og i stilhed kørte vi hjem.
Jeg ønskede at bede, men havde ingen ord for hvad jeg følte.
Jeg vågnede tidligt næste morgen med en følelse af frygt.
Hvert øjeblik jeg kunne udsætte det uundgåelige, var balsam for mine nerver.
Den morgen krævede en hel kande kaffe.
Idet jeg sad alene alene, forsøgte jeg ikke at se på den store billedkasse, der lænede sig mod værelsets væg.
Minderne gennemstrømmede min bevidsthed, da jeg huskede de hændelser og mirakler, der alle førte til denne morgen. Tårevædet spurgte jeg mig selv: "Hvorfor?"
Svaret kom hurtigt.
Så snart jeg kunne samle styrken, var min første pligt at undersøge maleriet og bedømme dets skader.
Med disse oplysninger i hånden, ville jeg have kontaktet et konserveringsstudie.
Lærredet kunne aldrig gøres helt ved noget menneskeligt middel.
Men det kunne gøres kosmetisk præsentabelt og professionel restaurering ville forhindre yderligere forringelse ved brudpunktet.
Da jeg forsigtigt listede maleriet fra sin kasse, var der intet der kunne forberede mig på, hvad der skulle afsløres.
Skaden var væk!
Forsigtigt løb jeg mine fingre over overfladen for omhyggeligt at undersøge det område, der var blevet revet i går.
Der var kun perfektion; ingen bule, ingen rift, ingen manglende maling.
Ved at vende maleriet om på bagsiden præsenterede lærredsvævningen sig med en overflade så tæt og stærk som på dagen, hvor det blev strakt.
Ved at holde det op til vinduet kunne jeg ikke se nogen knappenålshoveder af lys og heller ikke én plet maling manglede.
Undersøgelse af bagsiden gennem høj forstørrelse viste, at ikke så meget som en fiber var revet.
Hvad der skete med mig i det øjeblik var næsten lige så foruroligende som den oprindelige skade.
Mine forventninger var blevet fuldstændig demonteret.
Som strukturen afslørede sin illusionelle karakter, blev jeg rystet i min grundvold.
Med en blanding af følelser, der er umulige at beskrive, så jeg på det splittede egetræ i ydmyget forbløffelse og huskede dagen, da jeg spurgte Jesus, om det skulle være sådan. (Kapitel 1.2)
Snart gav chokket efter for begejstring og min trang til at dele den var overvældende.
Umiddelbart efter ringede jeg til min ven Judy fra kirken for at sammenligne historier.
15
Sammen gik vi begivenhederne igennem i de sidste to dage og bekræftede gentagne gange vores fælles oplevelser.
Så snart vi kunne bryde væk fra vores kor af lovprisninger og hvin, videregav min ven nyheden til fader Hermann.
Med en rolig, forventningsfuld stemme bemærkede han: "Jeg er ikke overrasket. Jeg bad om det hele natten."
Omkring en uge senere mødtes alle, der havde oplevet begivenheden i kirken for at undersøge maleriet og fejre dets heling.
Hver bragte sin egen skriftlige redegørelse for den skade han havde set.
St. Francis Church beholdt deres breve - komplette testamenter over, hvad der skete der den 19. juli.
Det er en god ting, at bekræftelser eksisterer, for maleriet selv viser intet tegn, selv under kraftig forstørrelse, på at det nogensinde har været bulet, skrabet eller revet på nogen måde - og helt sikkert ikke repareret!
I de følgende uger og måneder var jeg nødt til at søge præcisering af denne oplevelse for mig selv, fordi forespørgsler om det ikke ville ophøre.
Alligevel kan det mirakuløse ikke "forstås" på en ordinær måde, da den logik, vi bruger til at forklare vores virkelighed, er uendeligt betinget af forudsigelige mønstre af årsag og virkning.
Sådan tænkning kan aldrig begrunde et mirakel, endnu mindre forstå et.
Der er et mærkeligt aspekt i den måde, jeg husker begivenheden - næsten som om der var to sæt erfaringer symmetrisk forbundne med forskellige dimensioner af virkeligheden, delikat adskilt af det tyndeste slør.
På den ene side af sløret - den ene understøttet af fysisk opfattelse - kan jeg fortælle i levende detaljer af hvert øjeblik af den chokerende begivenhed på den søndag. Uden tvivl ville mine erindringer være tæt på de andre vidners.
På den anden side af sløret eksisterer der imidlertid en udvidet bevidsthed, der bevarede en opfattelse af maleriets helhed på trods af angrebet!
Det virker som om mine normale opfattelser af virkeligheden, som strækker sig horisontalt, er blevet krydset af en vertikal indsættelse af en højere sandhed og kraft.
Sådanne tanker fik mig til at spekulere på, om måske hele den universelle virkelighed udfører sin endeløse skabelse omkring skæringspunktet mellem tidløse øjeblikke, hvor horisontal sandsynlighed krydser i perfekt harmoni med vertikale muligheder for stigende eller faldende bevidsthed.
Forskere i studiet af holografi og lys har en anden spændende forklaring at tilbyde.
Det er et af hologrammets egenskaber, at et helt billede kan genskabes fuldstændigt og uendeligt fra ethvert af dets dele.
Med andre ord er der ingen måde at "skære" eller adskille lys i "dele", uden at det hele bliver genfødt.
16
Kan det være, at Jesus' fulde mission på jorden var at vise, at mens der eksisterer dualitet, som det splittede egetræ, er der en større helhed, der reducerer den til blot en illusion?
I vores liv er der højdepunkter, men der er også trængsler.
Vi kender smerte alt for godt og dog er der perfektion, der eksisterer sammen med det.
Som jeg ser tilbage på mit liv, er der denne type kompleksitet gennem det hele, men alligevel også enkelhed og helhed.
Der var en følelse af noget endeligt ved denne del af mit liv, men jeg følte mig ikke alene.
For første gang troede jeg ikke blot det løfte Jesus fremsagde for længe siden, at:
"Jeg er med jer alle dage,"
men jeg havde også været privilegeret til at være vidne til den forbindende kraft af et helt og udelt univers, hvor noget sådant kunne være muligt.
Det er nu blevet et voksende ønske for hele menneskeheden.
Vil der pludselig være et øjeblik, hvor vi endeligt beslutter os til at nægte at acceptere ufuldkommenhed?
Eller kan det være at intet andet end helhed er fremherskende, når vi er villige til at opfatte den?
Måske er det nøglen til hans budskab ... og mysteriet.
Eller måske vil vi søge indtil sandheden indeni os kræver vores befrielse fra mysteriets binding.
overs. 2019
(jd)
fra
Glenda Green:
"Love without end"
kapitel 1
Se maleriet:
--------------
Kindle (til downloading på PC, tablet og smartphone)
Glenda Green:
diverse malerier m.v.:
Informationsside:
Anmeldelser (Amazon)
Glenda Green: