Martinus: Påske

 

Martinus levede i Danmark fra 1990 - 1981.

 

Martinus havde tæt kontakt til Kristus og fra barndommen indtil han som 30 årig i 1920 opnåede

kosmisk bevidsthed/kristus-bevidsthed (læs evt. mere om dette her) spurgte han i tvivlstilfælde altid, hvad Kristus ville have gjort.

 

Omkring 1942 så han med sit åndelige syn påskens

begivenheder, korsfæstelsen og opstandelsen.

 

 

Læs herunder et uddrag fra  bogen

 

 

Påske

af Martinus

 

"Vi vil nu - ikke med det fysiske syn, men med åndens øjne - se ned gennem to årtusinder.

Vi vil trække Golgathabegivenheden nærmere, således at de afgørende Detailler i verdensgenløserens psyke eller mentalitet kommer mere frem i lyset.

Vi vil, uden hensyn til hvad "der står skrevet", placere Jesu udødelige sætninger på deres rette plads, nemlig midt i kulminationen af de mørke tilstande eller lidelser, for hvilke de skulle være lægemiddel, og derved føre dem frem til deres retmæssige relief, deres retmæssige lysværdi....."

 "Nærværende bogs opgave er derfor ikke at påvise, om de bibelske traditioner eller overleveringer er korrekte eller ukorrekte....."

uddrag fra kap. 5 af

Martinus:

Påske

(se nedenfor)


-----

 

3. KAPITEL

 Jesu mission.

 Jesus af Nazaret blev altså den verdensgenløser, der skulle få lov til at blive Jordens største udøver af Den Hellige Ånd i rent fysisk handlemåde. Dette betyder naturligvis ikke, at"Kristi genkomst", hvilket vil sige senere verdensgenløsere vil blive af en mindre dybde eller natur, men Kristusmissionen eller verdensgenløsningen har, som jeg senere i nærværende bog skal komme tilbage til, i vore dage en ganske anden opgave at udløse end i hine dage, da Den Hellige Ånds fakkel på ny skulle tændes i Jordens zoner.

 Nazaræerens verdensgenløsning bestod størst udstrækning i at være den model, hvorefter det jordiske menneskes fysiske omskabelse til "gudemenneske" kunne fuldføres.

 Dette vil igen sige, at der igennem nævnte væsen blev vist, hvorledes ethvert jordisk menneske må vænne sig til at tage sin skæbne, eller med hvilken holdning det må møde de for samme væsen her på ]orden forekommende situationer, som fremtræder under begreberne: "fjendskab", "uret", "lidelse", "sorg" og "modgang", for gennem disse realiteter at blive udviklet til at overvinde dødens gru, blive herre over livet og derved opstå i en guddommelig overjordisk forklarelse.

 Den nævnte verdensgenløsers mission var således ikke blot og bar teoretisk undervisning, men også med sit eget liv, sin egen tilværelsesmåde at give en praktisk fysisk demonstration af denne for det jordiske menneske så nødvendige væremåde og dens virkninger.

Og da det jordiske menneskes tilegnelse af denne væremåde i sit daglige praktiske liv udelukkende er basis for samme væsens omskabelse fra dyr til menneske, fra primitiv til en forklaret tilværelse, fra naivitet til højeste viden, er samme væremåde således absolut udelukkende det jordiske menneskes frelse fra mørket, dets frigørelse fra lidelserne, dets adgang til oplevelse af udødelighed og dets væren "eet med Faderen".

 At tro, at Nazaræerens væremåde var for at formilde en vred Gud, var for at fritage menneskene for ansvaret af deres "synder" eller "forbrydelser", at tro, at ødelæggelsen af Jesu legeme og udgydelsen af hans blod var en behagelighed, var en nydelse og dermed et uafviseligt forlangende eller begær af en Guddom, er en ide, der kun kan være udrunden af en hedensk tankegang, af naivitet, af uvidenhed, rent bortset fra, at den jo i betænkelig grad minder om perversitet, sadisme.

At millioner af mennesker ikke desto mindre i århundreder har levet i troen på en sådan Gud, skyldes suggestionens magt og uvidenhed om ideens virkelige analyse.

Og det er åbenlyst, at en sådan ide havde langt lettere ved at finde Vej ind i en primitiv og barbarisk bevidsthed end den virkelige verdensfrelsende ide: "Stik dit sværd i skeden, thi hver den, som ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd", eller "Vend den højre kind til, når du bliver slået på den venstre".

 Nævnte ide måtte jo for hævnens undersåtter eller dyrkere se ud som fuldkommen tåbelighed, vanvid. Og det er klart, at den førstnævnte ide om den vrede, hævnlystne Gud, der absolut måtte formildes i det mindste med eet væsens lemlæstelse, ødelæggelse eller blodsudgydelse, ikke var nær så stor en kontrast til det primitive menneskes opfattelse af logik, som ideen om at elske dem, af hvem man bliver forfulgt.

 Og århundreder måtte der hengå, og store strømme af Blod måtte der endnu flyde på religionens alter, inden verdens øjne, intelligens eller fornuft begyndte at rette sig ind på nazaræerens virkelige Gud, kærlighedens Gud.

 Århundreder igennem måtte verdensgenløseren Jesus endnu lade sig korsfæste gennem det i hans egen kirke og i hans navn på grund af overtroen oprettede og beskyttede hedenskab:

"Kætterbål", "heksebrænderi", ,"religionstvang", "dogmer" og "intolerance", før dette kunne begynde at degenerere, skabe tvivl og opløses.

 

 

 4. KAPITEL

Menneskehedens tilegnelse af

verdensgenløserens væremåde er det absolut eneste,

der kan være dens "frelse" eller "genløsning"

Den sande "verdensfrelse" består således absolut ikke i formildelsen af en "vred" Gud, thi "vreden" er ikke en Guddoms tankeklima.
Den er kun udslag af åndelige "fostre" eller åndeligt ufødte sjæles primitive bevidsthedstendens.

Den nævnte "frelse" er heller ikke en afsoning af menneskehedens "synder", thi en menneskehed kan ikke "synde", ligeså lidt som dyrene kan "synde", planterne kan "synde" eller mineralierne kan manifestere "forbrydelser".

Menneskeheden hestår af levende væsener, levende væsener befinder sig på udviklingstrin, udviklingstrin udgør igen en særlig manifestationsmåde baseret på de særlige erfaringer eller kendsgerninger, individet har tilegnet sig gennem forudgående udviklingstrin.

Individets tilværelse eller manifestation er således nødsaget til at være baseret på dets forudgående viden eller erfaringsoplevelse. Dets fremtidige erfaringer kan jo absolut ikke beherske dets handlemåde i nutiden eller før oplevelsen.


Men når dets nuværende handlemåde således må være begrænset af dets til dato oplevede erfaringer og den af disse igen udledede erkendelse, må samme handlemåde naturligvis blive tilsvarende mangelfuld eller primitiv i forhold til samme individs fremtidige handlemåde.

Men i denne mangelfuldhed er individet således uden skyld. Men når indidivet er uden skyld i sin handlemådes kvalitet, dens fremtræden som primitiv eller fejlagtig,  kan samme handlemåde absolut ikke stemples som "Synd" eller "forbrydelse" ganske uafhængigt af, hvor mørk, brutal og grusom den så end måtte tage sig ud.

Enhver handling kan kun eksistere som udtryk for et trin, som individet må passere på sin vækst fra en lavere til en højere væsensstandard på samme måde, som det må passere forskellige trin i fysisk størrelse i sin opvækst fra barn til voksen.

Når der således i kosmisk forstand absolut ikke eksisterer forbrydelser eller synder, er der jo i samme forstand absolut heller ikke noget at afsone. Men enhver handling har sin eftervirkning.

Men denne eftervirkning er, ganske uafhængig af, om den er lys eller mørk, om den er glæde eller sorg, en nødvendighed for individets udvikling eller bevidsthedsdannelse.

Al absolut viden og erkendelse er jo identisk med eftervirkningen af handlinger. At fritage individet for disse ville være den største form for kontrast til kærlighed, thi denne befrielse vil standse dets videre udvikling og dermed lade det blive stående på et primitivt bevidsthedsniveau.

Men et forsyn, der på denne måde befordrede individets standsning i udvikling og derved lukkede det ude fra en højere og mere forklaret tilværelse end dets nuværende, dømte det til en evig fortsat tilværelse i fejltrin og ukendskab til livets virkelige store og ophøjede analyser, vilde jo være identisk med kulminationen af brutalitet.

Men således fremtræder den virkelige Guddom ikke. En Guddom kan kun være kulminationen af kærlighed. Og derfor er universet, verdensaltet i alle dets detailler, dets styrelse, dets love, udtryk for den mest ophøjede kærlighed til individerne.

Alt er baseret på disses opnåelse af den størst mulige bevidsthedsudfoldelse, den størst mulige viden, den mest ophøjede kunstneriske begavelse eller kort sagt det levende væsens fuldstændige skabelse i Guds billede efter hans lignelse. Der kan således ikke være tale om nogen "forsoning". Der er intet at "forsone".

Det udviklede væsen råber derfor heller ikke til Gud om fritagelse for ansvaret eller eftervirkningerne af dets handlinger, ligemeget hvor smertelige disse så end måtte forekomme, thi det kender disses nødvendighed. Det ønsker kun: "Ske ikke min, men din villie".

Kun det primitive væsen gør modstand mod denne forsynets kærlighed, på samme måde som det lille barn undertiden gør modstand imod den del af forældrenes kærlighed, der består i opdragelse,renligholdelse og undervisning.

Verdens "frelse" består således ikke i at udfri menneskene fra virkningerne af deres dårlige og kun lade dem beholde resultaterne af deres gode handlemåder. En sådan manifestationsmåde ville jo i henhold til det førnævnte ikke være deres "frelse", men deres absolutte "fortabelse".

En befrielse fra mørket kan absolut kun finde sted gennem afståelse fra de realiteter eller årsager, af hvilke mørket er virkninger. Med sit eget Liv at påvise, hvorledes en sådan afståelse manifesteres, med sin praktiske væremåde at udtrykke en sådan kærlighed til alt og alle, at Guds nærhed føles ikke alene i lyset, men også gennem mørket, at påvise, at dem, som hader og forfølger en, også er en åbenbaring af Gud, at afsløre sit væsen som værende eet med Faderens og manifestere sin udødelighed, kosmiske bevidsthed eller "Den Hellige Ånd", er den basis, på hvilken en verdensgenløser genløser verden.

Menneskehedens tilegnelse eller udvikling af denne verdensgenløserens væremåde er dens "frelse", og absolut kun den alene.

Der findes ganske vist noget, der hedder "Syndernes Forladelse", men denne træder absolut udelukkende kun i kraft i sådanne tilfælde, hvor eftervirkningen af et fejlgreb eller en ,,synd" bliver ganske overflødig for individet.

Dette vil altså sige i et sådant tilfælde, hvor individet ad anden vej, inden eftervirkningerne endnu er bleven udløst eller er kommen tilbage, har opnået den erfaring eller bevidsthedsudvidelse, som resultatet af den nævnte eftervirkning ellers skulle have bibragt det.

Verdens "frelse" består således ikke i menneskehedens flugt fra eftervirkningerne af dens handlinger ved at lade en verdensgenløser lide for disse, men derimod absolut udelukkende kun i den fulde ansvarsbevidsthed, den fulde erkendelse af sine fejlgreb og udviklingen af praktiseringen af den deraf opståede modenhed til at gøre alt godt, hvor den før gjorde ondt, til at handle rigtigt, hvor den før handlede forkert.

Kun alene gennem dette vil den blive indhyllet i den sande lykke, den guddommelige bevidsthed eller en forklaret tilværelse.

 

5. KAPITEL

Hvorfor vi her dvæler ved verdensgenløserens 

væremåde og lidelser

Da menneskehedens tilegnelse af verdensgenløserens væremåde, således som nævnt før, er dens frelse, må den undervises i denne, ikke alene teoretisk, men også i allerhøjeste grad praktisk. Men en sådan undervisning kan naturligvis kun manifesteres af et væsen, der selv er blevet "frelst", hvilket vil sige et væsen, der er nået så vidt, at det er blevet "Eet med Faderen" eller bevidst i verdensaltets Liv, dets loves ufejlbarlige guddommelighed, et væsen med den ophøjethed over materien, over lidelserne, i besiddelse af den uberørthed af mørket, som denne Den Hellige Ånds udødelighedsbevidsthed giver individet.

Menneskehedens udvikling bliver derfor ført eller ledet af væsener med en sådan bevidsthed.

Disse Væsener bliver derfor med visse tilpassede mellemrum født på det fysiske plan, inkarneret i jordisk materie. Af disse Væsener var Jesus af Nazaret altså den, der kom til at vise den guddommelige eller kosmiske bevidsthed i størst eller mest omfattende praktisk fysisk udfoldelse, blev det mest skinnende eller lysende udtryk for den væremåde, som så ubetinget er "verdens frelse". Og vi skal derfor her dvæle en liden Stund ved foden af denne det Godes mest lysende model på Jordkloden.

 

Vi vil nu - ikke med det fysiske syn, men med åndens Øjne - se ned gennem to årtusinder.


Vi vil trække Golgathabegivenheden nærmere, således at de afgørende detailler i verdensgenløserens psyke eller mentalitet kommer mere frem i lyset.

Vi vil, uden hensyn til hvad "der står skrevet", placere Jesu udødelige sætninger på deres rette plads, nemlig midt i kulminationen af de mørke tilstande eller lidelser, for hvilke de skulde være lægemiddel, og derved føre dem frem til deres retmæssige relief, deres retmæssige lysværdi.

Ligesom en læge ikke kan komme til sin fulde ret eller anerkendelse, sålænge han kun omgås sunde og raske Mennesker, således kan verdensgenløserens væremåde, hans tilgivelsesevne, hans kærligheds storhed, ligeledes heller ikke komme til sin ret eller fulde anerkendelse i sådanne tilfælde, hvor vi kun ser ham i hans forhold til de mere eller mindre lykkelige zoner, i hans forhold til sine venner.

Det retmæssige og fulde udtryk for hans verdensfrelsende bevidsthedsnatur får vi kun i hans møde med sine dødsfjender, i hans handlemåde overfor sine bødler, forrædere, bagtalere og spottere, idet der her kommer bekræftelser på hans ånds storhed til syne i en udstrækning, som ikke tilnærmelsesvis ville kunne åbenhares i nogen som helst anden form for situationer.

Nærværende bogs opgave er derfor ikke at påvise, om de bibelske traditioner eller overleveringer er korrekte eller ukorrekte,  men derimod en kosmisk analyse af den verdensfrelsende bevidsthedstilstands absolut sande udslag i de her i det efterfølgende påviste situationer.

Og i den absolutte kontakt med denne analyse, vil vi nu gå over til at følge Guds udsending gennem kulminationen af de lidelser, i hvilken de udødelige sætninger og den ligeså udødelige handlemåde blev til, der gjorde ham til en guddoms model for menneskehedens omskabelse fra dyr til menneske.

 

6. KAPITEL

Hvad vi så i verdensgenløserens stråleglans

 Ovennævnte model blev altså et menneskehedens forbillede, et stort lys, en Sol, hvis stråler kom til at bane sig vej ud til alverdens folk. I disse Strålers første og svage lysskær tegner sig for os silhuetterne af Jerusalems tårne og kupler, Oliebjærgets bløde linier. Lysskæret rykker os nærmere. Tiden forsvinder.

 Vi mærker idyllen i Gethsemane Have, vi hører den sagte mumlen fra Kedrons Bæk, vi  fornemmer en mild brise fra Genezaret Sø.

Hen over Markerne ved bjærgets fod kommer en lille Skare af mænd. I midten går en mand i sin bedste alder. Han er klædt i en rød toga, har sandaler på fødderne, men ikke noget på hovedet. Kun de sorte krøllede lokker indrammer det smukke ansigt, hvis funklende øjnes klarhed i forbindelse med hans tales renhed og ophøjede visdom er det eneste, der eventuelt kan røbe, at man her er stedet for millioner af menneskers opadgående mentale sol, den vordende verdensgenløser Jesus af Nazaret........

Læs resten af kapitlet her

 


7. KAPITEL

 Et "gudemenneske" drejer ]ordens åndelige
kurs mod lyset og kærligheden.

 Efter således at have overværet den store gudstjeneste på Zion, dette altomfattende verdensdrama, i hvilket modellen til skabelsen af det fuldkomne menneske, Planen til Jordens kommende historie blev forevist for to årtusinders generationers forundrede blikke, vil vi nu i erindringen tilbagekalde os de nærmere detailler i de store ting, således at disse kan komme til at stå os mere klart i bevidstheden.

 I den overjordiske gudstjenestes første begyndende lysskær ser vi et lille barn vokse op i fattige omgivelser, men med et enestående intimt forhold til sin himmelske Fader og med en så intens modtagelighed for den hellige ånds natur og kraft, at han ved sin manddoms indtræden af sine omgivelser begyndte at føles som en varmende kilde, hvis "levende Vand" rensede for "spedalskhed",

en strålende Sol, hvis Lys trængte gennem "blinde" øjne, et stimulerende kærlighedsophav, der levede i glæden over at "forlade synder", tilgive sine medmennesker,

 en åbenbaring af en så altgennemtrængende nærhedsfølelse af Gud, at "onde ånder", slette tendenser "uddrives", Mørket må vige, ulykkelige genvinder deres førlighed, en så overjordisk guddommelig villie, at den "stiller stormen" på de menneskelige lidenskabers store tankeocean, fremkalder stilheden, og gennem et fredens vidunderlige havblik føres "båden", Jorden, kulturen med kærlighedens trofaste disciple over i lysets store, frelsende havn, et væsen, der ligesom Faderen var dus med alle, rige og fattige, store og små, onde og gode, havde omgang med "syndere" og "toldere", mødte sig selv eller så Gud i alle levende væsener.

 Men denne strålende væremåde var endnu ikke den store gudstjenestes kulmination, den var kun staffage om den egentlige kærne i det underfulde, der skulle ske. Den var kun den friske søluft, der uundgåeligt mærkes i havets nærhed, og var da heller ikke stærk nok til at ville være trængt igennem den blæksorte atmosfære af barbari og hævnmoralitet, den da gængse opfattelse af storhed, af majestæt, af guddommelighed. Stemplet som en gal eller sindssyg mand ville nazaræeren uigenkaldelig være gået over i glemselens store grav.

 Hans væremåde ville umuligt være nået ud til århundredernes fjerne generationer, hvis ikke den hellige ånd i en endnu stærkere grad var blevet manifesteret igennem ham. Men selv om den her nævnte del af hans væremåde ikke var stærk nok til at trænge igennem, var den stærk nok til at skabe en så fremtrædende reaktion, at samme reaktion kunde blive en så altgennemtrængende mørk baggrund, at den store gudstjeneste med den som kontrast kunne blive så skarpt aftegnet i sine detailler, at disse i årtusinders afstand kunne opfattes eller læses med strålende klarhed af millioner af mennesker.

 Ja, den dag i dag har dens udløste evige ord jo forlængst overfløjet kontinenterne, vibreret fra pol til pol.

 På denne mørke baggrund ser vi det lysende gudemenneskes bevidsthed blive skarpt og strålende aftegnet i alle sine forskellige afskygninger. Det jordiske menneske kan her studere modellen til sin kommende forklarelse, til sin kommende væren "eet med Faderen". Et tilbageblik mod Golgathas kors åbenharer "vejen, sandheden og livet". Her bliver man vidne til den eneste væremåde overfor lidelsen, der kan afføde "opstandelsen" fra dyr til menneske.

 Enhver tænkelig grad af lidelse, som det jordiske menneske mere eller mindre i det daglige liv kommer ud for, ser vi her på Golgatha fremtrædende i raffineret koncentration. Den mest udsøgte udløsning af menneskelig misforståelse, misundelse, ringeagt, bagtalelse, hævn, hån og spot kulminerer i en tornekronet nøgen mands fastspigring til et trækors højt over den ubarmhjertige Hobs hoveder.

I sine hænders og fødders fastsømning til korset bliver enhver nok så lille bevægelse til en yderligere opflænsning af hans kød og nerver, bliver til umådelige lidelser. Fra hans feberhede legeme perler sveden frem. Ude af stand til at forhindre afløbet af bloddråberne fra tornekronen får nogle af disse passage ned i den korsfæstedes Øjne.

Og gennem sit eget blod ser verdensgenløseren i nogle sekunder det sidste billede af sine bødler. Gennem dette røde panorama fornemmer han sine kærlighedshandlinger, sin kamp for sandheden vurderet og ligestillet med røveres og morderes manifestationer. Gennem  den brændende ild i hans årer, gennem en nagende tørst hvisker hans tørre tunge:

 

 "Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig".

 

 Og se! Da udløstes en højere kontakt mellem den himmelske Fader og den udvalgte søn. Den hellige ånd begyndte at sitre gennem det hårdt belastede, men forfinede nervesystem. Det røde billede opløstes, og gennem en guddommelig klarhed ser han nu sine bødler som åndeligt uerfarne yngre brødre. Og i en sidste stor kærlighedsbølge gennem det udmattede og lemlæstede legeme tager han dem til sit Hjerte.

Men i samme øjeblik rystedes kontinentet i sin grundvold, solen formørkedes, Jorden revnede,og lynet slog ned i selve templet, frigjorde afspærringen til det allerhelligste.

 En dødelig angst udbredte sig blandt den før så selvsikre og ubarmhjertige morderhob, og skælvende krøb mange til korset.

 Men ud over mængden,gennem mørket funklede Guds Ånds hellige, usynlige stråler. Fra Menneskesønnens Læber sitrede det gennem verdensrummet:

 "Fader, forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør".

 Men med dette overjordiske lysvæld drejedes Jordens åndelige kurs ind i en ny fase.

 Et kærlighedens evangelium, en kærlighedens Gud kom til syne der, hvor man før troede vreden, hævnen og straffen havde til huse. Et inderligt forhold mellem et væsen i kød og blod og verdensaltets ophav var demonstreret.

 Den jordiske menneskehed havde fået bud fra sin evige Fader. Men Guds sendebud vendte sit blik mod himlen. Gennem en sagte brises Kølighed mod sit hede legeme udfriedes den guddommelige martyr fra sine sidste lidelser, og den evige sætning,

 

 "Det er fuldbragt",

 

 vibrerede som en ny lysglorie ud over verden. I sin allersidste kraftanstrengelse åbnede den  tornekronede gudesøn endnu engang sine trætte øjne for at se den elskede menneskehed ved korsets fod. Og med dette billede i sit bristende blik forlod Guds udsending den fysiske verden.

Gennem de blege læbers sidste hendøende vibrationer:

 

"Fader i dine hænder befaler jeg min ånd",

 

fik man angivet, at gudesønnens kurs nu var mod lysets riger. Men korset var blevet lysets symbol for alle tider.

 

8. KAPITEL
En anvisning på hvorledes menneskene
bør tage deres skæbne

Medens den her omtalte del af den store gudstjeneste i Palæstinas hovedstad blev manifesteret direkte på det fysiske plan og efterhånden blev til store åndelige lysbølger, der bredte sig ud over Jorden og ned gennem århundrederne, så blev den sidste store lysudsendelse fra nævnte sted manifesteret fra det åndelige plan, var åndelige lysbølger, der blev til fysisk manifestation, blev til fysisk synlighed.

Vi har således været vidne til, at den første del af den store lysudsendelse blev udløst derved, at en tilsyneladende almindelig mand, der levede et rent liv, udstrålede visdom og kærlighed til alle sider, men  på grund heraf blev tyranniseret af sine medmennesker, kom ud for frygtelig tortur, Hån, spot og lemlæstelse for til sidst helt at blive myrdet.

Med andre ord, vi ser i den store gudstjeneste demonstreret koncentrationen af alle de lidelser, som det jordiske menneske i sit daglige Liv kæmper med eller kan komme ud for, kun med den forskel, at medens disse for nævnte væsen er resultater af dets forudgående væremåde, dels i dets nuværende og dels i dets tidligere jordliv, så var disse for Jesu vedkommende ikke noget resultat af hans tidligere liv, idet han i disse allerede forlængst var nået frem til fuldkommenheden.

Når han derfor kom til at lide, var det af egen fri vilje. Han tilhørte et højere plan. hans rige var jo ikke af denne verden. Han var således en missionær fra en højere Verden, fra en sådan bevidsthedszone, som han netop skulle demonstrere på Jorden.

Og det var i kraft heraf, at han kunne bevare denne sin høje guddommelige væremåde midt i sine lidelser, midt i sin uskyldighed, således at han ikke blev mørk, bitter og hadefuld, melankolsk og irreligiøs, således som det undertiden sker med det jordiske menneske under dets lidelser, men bevarede sin kærlighed, sin ophøjede og forklarede tilværelse.

Og det var jo netop i kraft heraf, at han blev modellen eller anvisningen på, hvorledes det jordiske menneske må vænne sig til at modtage sine lidelser, navnlig da dette væsen, som før påpeget, ikke kan betegnes som uskyldigt. Men dette forandrer naturligvis ikke det samme væsens bevidsthedsindstilling, thi i dets uvidenhed eller primitive bevidsthedstilstand tror det netop at være uskyldigt.

De allerfleste jordmennesker, der er syge og lidende, fattige og subsistensløse, er ikke vidende om de af dem selv udløste usynlige årsager til deres skæbne og kan derfor umuligt se deres egen skyldighed. Men netop derved bliver Kristus en så meget desto større model for disse mennesker.

At disse netop er skyldige gør jo ikke efterlignelsen af hans væremåde mindre nødvendig.

Vi har altså gennem de første store stråler fra verdensgenløserens kors set, hvorledes menneskene derigennem har fået anvisning på, hvorledes de bør tage deres skæbne, og hvorledes efterfølgelsen af samme anvisning giver individet sjælsstyrke til at tage denne skæbne,lader det opleve sit liv som fuldbragt, skaber et inderligt forhold til Guddommen, gør denne til en Fader, til hvem det er dejligt at overgive eller "befale" sin ånd, og hvorved enhver frygt for døden opløses.

Vi har altså set, hvorledes den virkelige eller fuldkomne gudesøn lever og dør i den højeste harmoni og kontakt med Faderen.

Men verdensgenløsningen var ikke dermed færdig. Det var også gavnligt at antyde eller demonstrere, at individet eller det levende væsen er noget mere end en blot og bar fysisk realitet, at der bag det fysiske legeme eksisterer et andet legeme, som er i stand til at bære bevidstheden, når det førstnævnte legeme er gået under, et overjordisk eller forklaret legeme, i hvilket det hinsides graven kan opstå og ubunden af al fysisk materie kan åbenbare sin evige tilværelse. Vi vil derfor nu atter rette vort blik ind i det store strålebundt fra den altomspændende verdensgudstjeneste..

© Martinus Institut 1942

 

Læs videre i kap. 9...

om:

 

Judas i dødsriget

 

Præsterne bliver bange  og  fordobler vagten ved Jesu grav

 

 "Jeg er opstandelsen og livet"

 

Hvad der skete ved graven påskemorgen

 

Mesteren og hans disciple

 

Guds sendebud mødes med sine venner


og vender tilbage til sin Fader

 

 Guds sendebud mødes med sine venner
og vender tilbage til sin Fader

 

her

 

 

 

Læs hele bogen online:

 

 Martinus:

 

Påske

 

 

 

 

 Eller køb bogen fra Martinus institut 

her

 

eller fra Bog & Mystik

her

 

eller fra Saxo.com

her



 

Påske

af Martinus

 

"Vi vil nu - ikke med det fysiske syn, men med åndens øjne - se ned gennem to årtusinder.

Vi vil trække Golgathabegivenheden nærmere, således at de afgørende Detailler i verdensgenløserens psyke eller mentalitet kommer mere frem i lyset.

Vi vil, uden hensyn til hvad "der står skrevet", placere Jesu udødelige sætninger på deres rette plads, nemlig midt i kulminationen af de mørke tilstande eller lidelser, for hvilke de skulle være lægemiddel, og derved føre dem frem til deres retmæssige relief, deres retmæssige lysværdi....."

 "Nærværende bogs opgave er derfor ikke at påvise, om de bibelske traditioner eller overleveringer er korrekte eller ukorrekte....."

uddrag fra kap. 5 af

Martinus:

Påske

(se nedenfor)


-----

 

3. KAPITEL

 Jesu mission.

 Jesus af Nazaret blev altså den verdensgenløser, der skulle få lov til at blive Jordens største udøver af Den Hellige Ånd i rent fysisk handlemåde. Dette betyder naturligvis ikke, at"Kristi genkomst", hvilket vil sige senere verdensgenløsere vil blive af en mindre dybde eller natur, men Kristusmissionen eller verdensgenløsningen har, som jeg senere i nærværende bog skal komme tilbage til, i vore dage en ganske anden opgave at udløse end i hine dage, da Den Hellige Ånds fakkel på ny skulle tændes i Jordens zoner.

 Nazaræerens verdensgenløsning bestod størst udstrækning i at være den model, hvorefter det jordiske menneskes fysiske omskabelse til "gudemenneske" kunne fuldføres.

 Dette vil igen sige, at der igennem nævnte væsen blev vist, hvorledes ethvert jordisk menneske må vænne sig til at tage sin skæbne, eller med hvilken holdning det må møde de for samme væsen her på ]orden forekommende situationer, som fremtræder under begreberne: "fjendskab", "uret", "lidelse", "sorg" og "modgang", for gennem disse realiteter at blive udviklet til at overvinde dødens gru, blive herre over livet og derved opstå i en guddommelig overjordisk forklarelse.

 Den nævnte verdensgenløsers mission var således ikke blot og bar teoretisk undervisning, men også med sit eget liv, sin egen tilværelsesmåde at give en praktisk fysisk demonstration af denne for det jordiske menneske så nødvendige væremåde og dens virkninger.

Og da det jordiske menneskes tilegnelse af denne væremåde i sit daglige praktiske liv udelukkende er basis for samme væsens omskabelse fra dyr til menneske, fra primitiv til en forklaret tilværelse, fra naivitet til højeste viden, er samme væremåde således absolut udelukkende det jordiske menneskes frelse fra mørket, dets frigørelse fra lidelserne, dets adgang til oplevelse af udødelighed og dets væren "eet med Faderen".

 At tro, at Nazaræerens væremåde var for at formilde en vred Gud, var for at fritage menneskene for ansvaret af deres "synder" eller "forbrydelser", at tro, at ødelæggelsen af Jesu legeme og udgydelsen af hans blod var en behagelighed, var en nydelse og dermed et uafviseligt forlangende eller begær af en Guddom, er en ide, der kun kan være udrunden af en hedensk tankegang, af naivitet, af uvidenhed, rent bortset fra, at den jo i betænkelig grad minder om perversitet, sadisme.

At millioner af mennesker ikke desto mindre i århundreder har levet i troen på en sådan Gud, skyldes suggestionens magt og uvidenhed om ideens virkelige analyse.

Og det er åbenlyst, at en sådan ide havde langt lettere ved at finde Vej ind i en primitiv og barbarisk bevidsthed end den virkelige verdensfrelsende ide: "Stik dit sværd i skeden, thi hver den, som ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd", eller "Vend den højre kind til, når du bliver slået på den venstre".

 Nævnte ide måtte jo for hævnens undersåtter eller dyrkere se ud som fuldkommen tåbelighed, vanvid. Og det er klart, at den førstnævnte ide om den vrede, hævnlystne Gud, der absolut måtte formildes i det mindste med eet væsens lemlæstelse, ødelæggelse eller blodsudgydelse, ikke var nær så stor en kontrast til det primitive menneskes opfattelse af logik, som ideen om at elske dem, af hvem man bliver forfulgt.

 Og århundreder måtte der hengå, og store strømme af Blod måtte der endnu flyde på religionens alter, inden verdens øjne, intelligens eller fornuft begyndte at rette sig ind på nazaræerens virkelige Gud, kærlighedens Gud.

 Århundreder igennem måtte verdensgenløseren Jesus endnu lade sig korsfæste gennem det i hans egen kirke og i hans navn på grund af overtroen oprettede og beskyttede hedenskab:

"Kætterbål", "heksebrænderi", ,"religionstvang", "dogmer" og "intolerance", før dette kunne begynde at degenerere, skabe tvivl og opløses.

 

 

 4. KAPITEL

Menneskehedens tilegnelse af

verdensgenløserens væremåde er det absolut eneste,

der kan være dens "frelse" eller "genløsning"

Den sande "verdensfrelse" består således absolut ikke i formildelsen af en "vred" Gud, thi "vreden" er ikke en Guddoms tankeklima.
Den er kun udslag af åndelige "fostre" eller åndeligt ufødte sjæles primitive bevidsthedstendens.

Den nævnte "frelse" er heller ikke en afsoning af menneskehedens "synder", thi en menneskehed kan ikke "synde", ligeså lidt som dyrene kan "synde", planterne kan "synde" eller mineralierne kan manifestere "forbrydelser".

Menneskeheden hestår af levende væsener, levende væsener befinder sig på udviklingstrin, udviklingstrin udgør igen en særlig manifestationsmåde baseret på de særlige erfaringer eller kendsgerninger, individet har tilegnet sig gennem forudgående udviklingstrin.

Individets tilværelse eller manifestation er således nødsaget til at være baseret på dets forudgående viden eller erfaringsoplevelse. Dets fremtidige erfaringer kan jo absolut ikke beherske dets handlemåde i nutiden eller før oplevelsen.


Men når dets nuværende handlemåde således må være begrænset af dets til dato oplevede erfaringer og den af disse igen udledede erkendelse, må samme handlemåde naturligvis blive tilsvarende mangelfuld eller primitiv i forhold til samme individs fremtidige handlemåde.

Men i denne mangelfuldhed er individet således uden skyld. Men når indidivet er uden skyld i sin handlemådes kvalitet, dens fremtræden som primitiv eller fejlagtig,  kan samme handlemåde absolut ikke stemples som "Synd" eller "forbrydelse" ganske uafhængigt af, hvor mørk, brutal og grusom den så end måtte tage sig ud.

Enhver handling kan kun eksistere som udtryk for et trin, som individet må passere på sin vækst fra en lavere til en højere væsensstandard på samme måde, som det må passere forskellige trin i fysisk størrelse i sin opvækst fra barn til voksen.

Når der således i kosmisk forstand absolut ikke eksisterer forbrydelser eller synder, er der jo i samme forstand absolut heller ikke noget at afsone. Men enhver handling har sin eftervirkning.

Men denne eftervirkning er, ganske uafhængig af, om den er lys eller mørk, om den er glæde eller sorg, en nødvendighed for individets udvikling eller bevidsthedsdannelse.

Al absolut viden og erkendelse er jo identisk med eftervirkningen af handlinger. At fritage individet for disse ville være den største form for kontrast til kærlighed, thi denne befrielse vil standse dets videre udvikling og dermed lade det blive stående på et primitivt bevidsthedsniveau.

Men et forsyn, der på denne måde befordrede individets standsning i udvikling og derved lukkede det ude fra en højere og mere forklaret tilværelse end dets nuværende, dømte det til en evig fortsat tilværelse i fejltrin og ukendskab til livets virkelige store og ophøjede analyser, vilde jo være identisk med kulminationen af brutalitet.

Men således fremtræder den virkelige Guddom ikke. En Guddom kan kun være kulminationen af kærlighed. Og derfor er universet, verdensaltet i alle dets detailler, dets styrelse, dets love, udtryk for den mest ophøjede kærlighed til individerne.

Alt er baseret på disses opnåelse af den størst mulige bevidsthedsudfoldelse, den størst mulige viden, den mest ophøjede kunstneriske begavelse eller kort sagt det levende væsens fuldstændige skabelse i Guds billede efter hans lignelse. Der kan således ikke være tale om nogen "forsoning". Der er intet at "forsone".

Det udviklede væsen råber derfor heller ikke til Gud om fritagelse for ansvaret eller eftervirkningerne af dets handlinger, ligemeget hvor smertelige disse så end måtte forekomme, thi det kender disses nødvendighed. Det ønsker kun: "Ske ikke min, men din villie".

Kun det primitive væsen gør modstand mod denne forsynets kærlighed, på samme måde som det lille barn undertiden gør modstand imod den del af forældrenes kærlighed, der består i opdragelse,renligholdelse og undervisning.

Verdens "frelse" består således ikke i at udfri menneskene fra virkningerne af deres dårlige og kun lade dem beholde resultaterne af deres gode handlemåder. En sådan manifestationsmåde ville jo i henhold til det førnævnte ikke være deres "frelse", men deres absolutte "fortabelse".

En befrielse fra mørket kan absolut kun finde sted gennem afståelse fra de realiteter eller årsager, af hvilke mørket er virkninger. Med sit eget Liv at påvise, hvorledes en sådan afståelse manifesteres, med sin praktiske væremåde at udtrykke en sådan kærlighed til alt og alle, at Guds nærhed føles ikke alene i lyset, men også gennem mørket, at påvise, at dem, som hader og forfølger en, også er en åbenbaring af Gud, at afsløre sit væsen som værende eet med Faderens og manifestere sin udødelighed, kosmiske bevidsthed eller "Den Hellige Ånd", er den basis, på hvilken en verdensgenløser genløser verden.

Menneskehedens tilegnelse eller udvikling af denne verdensgenløserens væremåde er dens "frelse", og absolut kun den alene.

Der findes ganske vist noget, der hedder "Syndernes Forladelse", men denne træder absolut udelukkende kun i kraft i sådanne tilfælde, hvor eftervirkningen af et fejlgreb eller en ,,synd" bliver ganske overflødig for individet.

Dette vil altså sige i et sådant tilfælde, hvor individet ad anden vej, inden eftervirkningerne endnu er bleven udløst eller er kommen tilbage, har opnået den erfaring eller bevidsthedsudvidelse, som resultatet af den nævnte eftervirkning ellers skulle have bibragt det.

Verdens "frelse" består således ikke i menneskehedens flugt fra eftervirkningerne af dens handlinger ved at lade en verdensgenløser lide for disse, men derimod absolut udelukkende kun i den fulde ansvarsbevidsthed, den fulde erkendelse af sine fejlgreb og udviklingen af praktiseringen af den deraf opståede modenhed til at gøre alt godt, hvor den før gjorde ondt, til at handle rigtigt, hvor den før handlede forkert.

Kun alene gennem dette vil den blive indhyllet i den sande lykke, den guddommelige bevidsthed eller en forklaret tilværelse.

 

5. KAPITEL

Hvorfor vi her dvæler ved verdensgenløserens 

væremåde og lidelser

Da menneskehedens tilegnelse af verdensgenløserens væremåde, således som nævnt før, er dens frelse, må den undervises i denne, ikke alene teoretisk, men også i allerhøjeste grad praktisk. Men en sådan undervisning kan naturligvis kun manifesteres af et væsen, der selv er blevet "frelst", hvilket vil sige et væsen, der er nået så vidt, at det er blevet "Eet med Faderen" eller bevidst i verdensaltets Liv, dets loves ufejlbarlige guddommelighed, et væsen med den ophøjethed over materien, over lidelserne, i besiddelse af den uberørthed af mørket, som denne Den Hellige Ånds udødelighedsbevidsthed giver individet.

Menneskehedens udvikling bliver derfor ført eller ledet af væsener med en sådan bevidsthed.

Disse Væsener bliver derfor med visse tilpassede mellemrum født på det fysiske plan, inkarneret i jordisk materie. Af disse Væsener var Jesus af Nazaret altså den, der kom til at vise den guddommelige eller kosmiske bevidsthed i størst eller mest omfattende praktisk fysisk udfoldelse, blev det mest skinnende eller lysende udtryk for den væremåde, som så ubetinget er "verdens frelse". Og vi skal derfor her dvæle en liden Stund ved foden af denne det Godes mest lysende model på Jordkloden.

 

Vi vil nu - ikke med det fysiske syn, men med åndens Øjne - se ned gennem to årtusinder.


Vi vil trække Golgathabegivenheden nærmere, således at de afgørende detailler i verdensgenløserens psyke eller mentalitet kommer mere frem i lyset.

Vi vil, uden hensyn til hvad "der står skrevet", placere Jesu udødelige sætninger på deres rette plads, nemlig midt i kulminationen af de mørke tilstande eller lidelser, for hvilke de skulde være lægemiddel, og derved føre dem frem til deres retmæssige relief, deres retmæssige lysværdi.

Ligesom en læge ikke kan komme til sin fulde ret eller anerkendelse, sålænge han kun omgås sunde og raske Mennesker, således kan verdensgenløserens væremåde, hans tilgivelsesevne, hans kærligheds storhed, ligeledes heller ikke komme til sin ret eller fulde anerkendelse i sådanne tilfælde, hvor vi kun ser ham i hans forhold til de mere eller mindre lykkelige zoner, i hans forhold til sine venner.

Det retmæssige og fulde udtryk for hans verdensfrelsende bevidsthedsnatur får vi kun i hans møde med sine dødsfjender, i hans handlemåde overfor sine bødler, forrædere, bagtalere og spottere, idet der her kommer bekræftelser på hans ånds storhed til syne i en udstrækning, som ikke tilnærmelsesvis ville kunne åbenhares i nogen som helst anden form for situationer.

Nærværende bogs opgave er derfor ikke at påvise, om de bibelske traditioner eller overleveringer er korrekte eller ukorrekte,  men derimod en kosmisk analyse af den verdensfrelsende bevidsthedstilstands absolut sande udslag i de her i det efterfølgende påviste situationer.

Og i den absolutte kontakt med denne analyse, vil vi nu gå over til at følge Guds udsending gennem kulminationen af de lidelser, i hvilken de udødelige sætninger og den ligeså udødelige handlemåde blev til, der gjorde ham til en guddoms model for menneskehedens omskabelse fra dyr til menneske.

 

6. KAPITEL

Hvad vi så i verdensgenløserens stråleglans

 Ovennævnte model blev altså et menneskehedens forbillede, et stort lys, en Sol, hvis stråler kom til at bane sig vej ud til alverdens folk. I disse Strålers første og svage lysskær tegner sig for os silhuetterne af Jerusalems tårne og kupler, Oliebjærgets bløde linier. Lysskæret rykker os nærmere. Tiden forsvinder.

 Vi mærker idyllen i Gethsemane Have, vi hører den sagte mumlen fra Kedrons Bæk, vi  fornemmer en mild brise fra Genezaret Sø.

Hen over Markerne ved bjærgets fod kommer en lille Skare af mænd. I midten går en mand i sin bedste alder. Han er klædt i en rød toga, har sandaler på fødderne, men ikke noget på hovedet. Kun de sorte krøllede lokker indrammer det smukke ansigt, hvis funklende øjnes klarhed i forbindelse med hans tales renhed og ophøjede visdom er det eneste, der eventuelt kan røbe, at man her er stedet for millioner af menneskers opadgående mentale sol, den vordende verdensgenløser Jesus af Nazaret........

Læs resten af kapitlet her

 


7. KAPITEL

 Et "gudemenneske" drejer ]ordens åndelige
kurs mod lyset og kærligheden.

 Efter således at have overværet den store gudstjeneste på Zion, dette altomfattende verdensdrama, i hvilket modellen til skabelsen af det fuldkomne menneske, Planen til Jordens kommende historie blev forevist for to årtusinders generationers forundrede blikke, vil vi nu i erindringen tilbagekalde os de nærmere detailler i de store ting, således at disse kan komme til at stå os mere klart i bevidstheden.

 I den overjordiske gudstjenestes første begyndende lysskær ser vi et lille barn vokse op i fattige omgivelser, men med et enestående intimt forhold til sin himmelske Fader og med en så intens modtagelighed for den hellige ånds natur og kraft, at han ved sin manddoms indtræden af sine omgivelser begyndte at føles som en varmende kilde, hvis "levende Vand" rensede for "spedalskhed",

en strålende Sol, hvis Lys trængte gennem "blinde" øjne, et stimulerende kærlighedsophav, der levede i glæden over at "forlade synder", tilgive sine medmennesker,

 en åbenbaring af en så altgennemtrængende nærhedsfølelse af Gud, at "onde ånder", slette tendenser "uddrives", Mørket må vige, ulykkelige genvinder deres førlighed, en så overjordisk guddommelig villie, at den "stiller stormen" på de menneskelige lidenskabers store tankeocean, fremkalder stilheden, og gennem et fredens vidunderlige havblik føres "båden", Jorden, kulturen med kærlighedens trofaste disciple over i lysets store, frelsende havn, et væsen, der ligesom Faderen var dus med alle, rige og fattige, store og små, onde og gode, havde omgang med "syndere" og "toldere", mødte sig selv eller så Gud i alle levende væsener.

 Men denne strålende væremåde var endnu ikke den store gudstjenestes kulmination, den var kun staffage om den egentlige kærne i det underfulde, der skulle ske. Den var kun den friske søluft, der uundgåeligt mærkes i havets nærhed, og var da heller ikke stærk nok til at ville være trængt igennem den blæksorte atmosfære af barbari og hævnmoralitet, den da gængse opfattelse af storhed, af majestæt, af guddommelighed. Stemplet som en gal eller sindssyg mand ville nazaræeren uigenkaldelig være gået over i glemselens store grav.

 Hans væremåde ville umuligt være nået ud til århundredernes fjerne generationer, hvis ikke den hellige ånd i en endnu stærkere grad var blevet manifesteret igennem ham. Men selv om den her nævnte del af hans væremåde ikke var stærk nok til at trænge igennem, var den stærk nok til at skabe en så fremtrædende reaktion, at samme reaktion kunde blive en så altgennemtrængende mørk baggrund, at den store gudstjeneste med den som kontrast kunne blive så skarpt aftegnet i sine detailler, at disse i årtusinders afstand kunne opfattes eller læses med strålende klarhed af millioner af mennesker.

 Ja, den dag i dag har dens udløste evige ord jo forlængst overfløjet kontinenterne, vibreret fra pol til pol.

 På denne mørke baggrund ser vi det lysende gudemenneskes bevidsthed blive skarpt og strålende aftegnet i alle sine forskellige afskygninger. Det jordiske menneske kan her studere modellen til sin kommende forklarelse, til sin kommende væren "eet med Faderen". Et tilbageblik mod Golgathas kors åbenharer "vejen, sandheden og livet". Her bliver man vidne til den eneste væremåde overfor lidelsen, der kan afføde "opstandelsen" fra dyr til menneske.

 Enhver tænkelig grad af lidelse, som det jordiske menneske mere eller mindre i det daglige liv kommer ud for, ser vi her på Golgatha fremtrædende i raffineret koncentration. Den mest udsøgte udløsning af menneskelig misforståelse, misundelse, ringeagt, bagtalelse, hævn, hån og spot kulminerer i en tornekronet nøgen mands fastspigring til et trækors højt over den ubarmhjertige Hobs hoveder.

I sine hænders og fødders fastsømning til korset bliver enhver nok så lille bevægelse til en yderligere opflænsning af hans kød og nerver, bliver til umådelige lidelser. Fra hans feberhede legeme perler sveden frem. Ude af stand til at forhindre afløbet af bloddråberne fra tornekronen får nogle af disse passage ned i den korsfæstedes Øjne.

Og gennem sit eget blod ser verdensgenløseren i nogle sekunder det sidste billede af sine bødler. Gennem dette røde panorama fornemmer han sine kærlighedshandlinger, sin kamp for sandheden vurderet og ligestillet med røveres og morderes manifestationer. Gennem  den brændende ild i hans årer, gennem en nagende tørst hvisker hans tørre tunge:

 

 "Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig".

 

 Og se! Da udløstes en højere kontakt mellem den himmelske Fader og den udvalgte søn. Den hellige ånd begyndte at sitre gennem det hårdt belastede, men forfinede nervesystem. Det røde billede opløstes, og gennem en guddommelig klarhed ser han nu sine bødler som åndeligt uerfarne yngre brødre. Og i en sidste stor kærlighedsbølge gennem det udmattede og lemlæstede legeme tager han dem til sit Hjerte.

Men i samme øjeblik rystedes kontinentet i sin grundvold, solen formørkedes, Jorden revnede,og lynet slog ned i selve templet, frigjorde afspærringen til det allerhelligste.

 En dødelig angst udbredte sig blandt den før så selvsikre og ubarmhjertige morderhob, og skælvende krøb mange til korset.

 Men ud over mængden,gennem mørket funklede Guds Ånds hellige, usynlige stråler. Fra Menneskesønnens Læber sitrede det gennem verdensrummet:

 "Fader, forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør".

 Men med dette overjordiske lysvæld drejedes Jordens åndelige kurs ind i en ny fase.

 Et kærlighedens evangelium, en kærlighedens Gud kom til syne der, hvor man før troede vreden, hævnen og straffen havde til huse. Et inderligt forhold mellem et væsen i kød og blod og verdensaltets ophav var demonstreret.

 Den jordiske menneskehed havde fået bud fra sin evige Fader. Men Guds sendebud vendte sit blik mod himlen. Gennem en sagte brises Kølighed mod sit hede legeme udfriedes den guddommelige martyr fra sine sidste lidelser, og den evige sætning,

 

 "Det er fuldbragt",

 

 vibrerede som en ny lysglorie ud over verden. I sin allersidste kraftanstrengelse åbnede den  tornekronede gudesøn endnu engang sine trætte øjne for at se den elskede menneskehed ved korsets fod. Og med dette billede i sit bristende blik forlod Guds udsending den fysiske verden.

Gennem de blege læbers sidste hendøende vibrationer:

 

"Fader i dine hænder befaler jeg min ånd",

 

fik man angivet, at gudesønnens kurs nu var mod lysets riger. Men korset var blevet lysets symbol for alle tider.

 

8. KAPITEL
En anvisning på hvorledes menneskene
bør tage deres skæbne

Medens den her omtalte del af den store gudstjeneste i Palæstinas hovedstad blev manifesteret direkte på det fysiske plan og efterhånden blev til store åndelige lysbølger, der bredte sig ud over Jorden og ned gennem århundrederne, så blev den sidste store lysudsendelse fra nævnte sted manifesteret fra det åndelige plan, var åndelige lysbølger, der blev til fysisk manifestation, blev til fysisk synlighed.

Vi har således været vidne til, at den første del af den store lysudsendelse blev udløst derved, at en tilsyneladende almindelig mand, der levede et rent liv, udstrålede visdom og kærlighed til alle sider, men  på grund heraf blev tyranniseret af sine medmennesker, kom ud for frygtelig tortur, Hån, spot og lemlæstelse for til sidst helt at blive myrdet.

Med andre ord, vi ser i den store gudstjeneste demonstreret koncentrationen af alle de lidelser, som det jordiske menneske i sit daglige Liv kæmper med eller kan komme ud for, kun med den forskel, at medens disse for nævnte væsen er resultater af dets forudgående væremåde, dels i dets nuværende og dels i dets tidligere jordliv, så var disse for Jesu vedkommende ikke noget resultat af hans tidligere liv, idet han i disse allerede forlængst var nået frem til fuldkommenheden.

Når han derfor kom til at lide, var det af egen fri vilje. Han tilhørte et højere plan. hans rige var jo ikke af denne verden. Han var således en missionær fra en højere Verden, fra en sådan bevidsthedszone, som han netop skulle demonstrere på Jorden.

Og det var i kraft heraf, at han kunne bevare denne sin høje guddommelige væremåde midt i sine lidelser, midt i sin uskyldighed, således at han ikke blev mørk, bitter og hadefuld, melankolsk og irreligiøs, således som det undertiden sker med det jordiske menneske under dets lidelser, men bevarede sin kærlighed, sin ophøjede og forklarede tilværelse.

Og det var jo netop i kraft heraf, at han blev modellen eller anvisningen på, hvorledes det jordiske menneske må vænne sig til at modtage sine lidelser, navnlig da dette væsen, som før påpeget, ikke kan betegnes som uskyldigt. Men dette forandrer naturligvis ikke det samme væsens bevidsthedsindstilling, thi i dets uvidenhed eller primitive bevidsthedstilstand tror det netop at være uskyldigt.

De allerfleste jordmennesker, der er syge og lidende, fattige og subsistensløse, er ikke vidende om de af dem selv udløste usynlige årsager til deres skæbne og kan derfor umuligt se deres egen skyldighed. Men netop derved bliver Kristus en så meget desto større model for disse mennesker.

At disse netop er skyldige gør jo ikke efterlignelsen af hans væremåde mindre nødvendig.

Vi har altså gennem de første store stråler fra verdensgenløserens kors set, hvorledes menneskene derigennem har fået anvisning på, hvorledes de bør tage deres skæbne, og hvorledes efterfølgelsen af samme anvisning giver individet sjælsstyrke til at tage denne skæbne,lader det opleve sit liv som fuldbragt, skaber et inderligt forhold til Guddommen, gør denne til en Fader, til hvem det er dejligt at overgive eller "befale" sin ånd, og hvorved enhver frygt for døden opløses.

Vi har altså set, hvorledes den virkelige eller fuldkomne gudesøn lever og dør i den højeste harmoni og kontakt med Faderen.

Men verdensgenløsningen var ikke dermed færdig. Det var også gavnligt at antyde eller demonstrere, at individet eller det levende væsen er noget mere end en blot og bar fysisk realitet, at der bag det fysiske legeme eksisterer et andet legeme, som er i stand til at bære bevidstheden, når det førstnævnte legeme er gået under, et overjordisk eller forklaret legeme, i hvilket det hinsides graven kan opstå og ubunden af al fysisk materie kan åbenbare sin evige tilværelse. Vi vil derfor nu atter rette vort blik ind i det store strålebundt fra den altomspændende verdensgudstjeneste.

© Martinus Institut 1942

 

Læs videre om begivenhederne omkring opstandelsen

her

 

 

Læs hele bogen online:

 

 Martinus:
 

 

 

 

 eller køb bogen:

 

 

 Eller køb bogen fra Martinus institut 

her

 

eller fra Bog & Mystik

her

 

eller fra Saxo.com

her